Institutionens politikker

Her finder du en oversigt over vores politikker

Institutionens egne politikker og retningslinjer

  • Principper for ture ud af huset

    På ture ud af huset medbringer gruppen altid en mobiltelefon. Læg en seddel til dem, som er hjemme med mobilnummeret samt liste over de børn, der er med på tur.

    Hvem kan tage på tur
    Der skal altid være en fastansat med på tur med mindre andet er aftalt med ledelsen.
    Man bør ikke gå alene med flere børn end normeringen er sat til.
    Medarbejderne opfordres til ikke at gå afsides med børnene alene.

    Børnene bærer altid refleks-veste.

    Vi har klare aftaler blandt os voksne om hvordan, vi vil holde ”overblikket” på børnene.

    Det er os, der afgør hvilke børn, der skal holde en voksen i hånden.

    Børnene tælles, inden vi voksne fortæller børnene, hvordan vi vil have, at turen skal foregå.

    Vi voksne går yderst mod vejbanen. Den voksne, der går bagerst, er den, der har overblikket over børnene.
    Den forreste voksen sikrer, at alle er med ved alle stop (fodgængerovergange osv.) Bagerste voksen giver tegn til buschaufføren om, at alle er inde/ude.

    Når vi ændrer position, så tæller vi børnene igen. F.eks. når vi er kommet frem til det sted, vi skal være, eller når vi kommer ind og ud af bussen.

    Vi voksne fordeler os i området, hvor vi er.

    Når ture omfatter fællesskab med mange andre børn og voksne, bærer børnene altid navn og telefon nummer på afdelingen på vesten. Her har de voksne også vest på.

    Hvis et barn bliver væk under en tur, henvises til vejledningerne i Actioncard ”Når et barn bliver væk”

     

  • Kostpolitik

    Vi har madordning, dvs. alle måltider i løbet af dagen tilbydes og serveres i institutionen.

    Vi laver ernæringsrigtig kost efter Sundhedsstyrelsens forskrifter, dvs måltider der er sunde, varierede og fiberrige, tilpasset barnets alder og baseret på årstidens friske råvarer. Se vores smiley og kontrolrapport på et opslag i institutionerne.

    Bestyrelsen har besluttet, at vi køber økologisk i det omfang, hvor prisen er den samme som andre varer. Samtidig har bestyrelsen besluttet, at vi køber dansk, hvor det kan lade sig gøre og begrænser sukkerforbruget.

    Hverdag og fest.

    Vi skelner mellem hverdag og fest. Vi kan godt servere kage eller lignende ved specielle lejligheder.
    Ved fødselsdage opfordrer vi til et sundt måltid, og hvis der serveres lidt slik, er det til fødselsdagen. Børnene skal ikke have slik med tilbage i børnehaven.

    Som voksne er vi rollemodeller for børnene, når nye og forskellige madretter skal præsenteres. Vi har en positiv tilgang, som skal smitte af på børnene. Vi opfordrer derfor børnene til, at de skal smage på maden, og vi serverer en lille smagsprøve på barnets tallerken.

    Vi drikker vand til måltiderne – der drikkes af medbragt drikkedunk. Drikkedunken bliver fyldt op i løbet af dagen. Drikkedunken skal tages med hjem hver dag med henblik på at blive gjort ren.

    Vi er opmærksomme, hvis et barn ikke spiser i løbet af dagen og giver forældrene besked herom.

     

    Kostpolitikken revideres den 18. september sammen med bestyrelsen

  • Solpolitik

    I Solsikken/Tusindfryd følger vi sundhedsstyrelsens anbefalinger om solbeskyttelse i dagtilbud.

    Formålet:
    Ingen børn bør kunne blive solskoldet, når de er i dagtilbud. Derfor skal børn i dagtilbud beskyttes mod solen, når uv-indekset er 3 eller mere. Det er typisk i månederne fra april til september.

    Børnene bør ikke holdes indenfor, når solen er stærk. Det er nemlig vigtigt, at børnene har mulighed for at være fysisk aktive udenfor, og sollys er nødvendigt for at danne D-vitamin.

    • Det er tid til solbeskyttelse, når uv-indekset kommer over 3. Som udgangspunkt er det forældre, der selv må vurdere hver morgen, om barnet skal have solcreme på – men det er vores anbefaling, at alle børn er smurt ind.
    • Børnene skal smøres ind i et tykt lag solcreme hjemmefra kun på soleksponeret steder – en god huskeregel er en håndfuld med top til en hel krop. Det anbefales med en solcreme på mindst faktor 15.
    • Smør gerne barnet to gange – så undgår man ”helligdage”. Barnet skal smøres ind de steder, hvor tøjet ikke dækker.
    • Medbring solhat og evt. tøj, der kan dække overarme og lår.
    • Vi tilbyder at genindsmøre børnene midt på dagen – I skal ikke medbringe solcreme
    • Der vil altid være adgang til skygge på vores udendørsarealer i form af træer og andet bevoksning. Vi supplerer ved hjælp af solsejl hen over sandkassen.
    • Frokost spises under overdækket på legepladsen.
    • Personalet er opmærksomme på at henvise børnene i skygge, når solen er stærkest mellem 12-15.
    • Vi anvender allergi venlig og svanemærket solcreme.


    Udarbejdet april 2024

  • Alkoholpolitik

    I Solsikken/Tusindfryd har vi en politik angående alkohol og rusmidler, der gælder for såvel forældre som for personale.

    Som personale er vi rollemodeller for børnene, og må være professionelle frem for private.

    Alkoholpolitikken er et udtryk for, at vi som institution har en klar og funderet holdning til alkohol.

    Politikken gælder i øvrigt alle former for misbrug, som svækker mennesker dømmekraft (
    stofmisbrug, pillemisbrug mv.).

    Sådan omgås vi alkohol/rusmidler i Solsikken/Tusindfryd

    • Personalet må ikke møde påvirket på arbejde og må heller ikke indtage alkohol eller andre rusmidler i arbejdstiden.
    • Der serveres ikke alkohol til sociale arrangementer og ”arbejdsdage”.
    • Ved arrangementer, hvor forældre/bedsteforældre er inviteret til selv at medbringe mad og drikke, er det ikke tilladt at medbringe alkohol eller møde op beruset.
    • Forældre opfordres til ikke at give alkohol som gave til personalegruppen.

    Hvis en beruset forældre møder beruset op for at hente sit barn:

    Hvis en forælder møder beruset op for at afhente sit barn, vurderer personalet, om hjemtransport kan foregå på forsvarlig vis. Er dette ikke tilfældet, foreslår personalet den pågældende forælder, at der ringes efter en i netværket eller, at der ringes efter en taxi. Agter den berusede forælder fortsat selv at køre, tilkalder personalet politiet

    Personalet skal undersøge, om der er andre personer hjemme, hvis den berusede forælder vurderes at være ude af stand til at tage forsvarligt vare på barnet. Hvis der ikke er andre hjemme, meddeler personalet, at barnet ikke må komme med, og den sociale bagvagt kontaktes med henblik på at aftale nærmere om pasning af barnet.

    Det videre forløb

    • Personalet noterer ned, hvad der er sket, med dato og klokkeslæt.
    • Leder orienteres så hurtigt som muligt og denne tager stilling til, om de sociale myndigheder skal underrettes.
    • Der skrives en underretning, hvis forældre er mødt berusede op for at hente børn med mindre, det er første gang, og personalet uden videre har kunnet få dem til at indse det uholdbare heri.
    • Der skrives en underretning, hvis det har været nødvendigt at tilkalde politi, og hvis forældre har udvist voldelig eller truende adfærd.
    • Ledelsen indkalder altid efterfølgende forældrene til samtale herom. Formålet er dels at signalere, at beruset adfærd er uacceptabelt i daginstitutionen og dels at afklare, om et egentligt misbrug ligger til grund, som kan være skadeligt for barnet.

    Ved mistanke om en medarbejders problemer med brug af alkohol/rusmidler

    • Leder orienteres om bekymringen, hvorefter lederen følger op med personaleadministrationen, hvordan det takles ud fra den konkrete sag.

    Ved mistanke om leders problemer med brug af alkohol/rusmidler

    • Den pædagogiske leder kontaktes, som følger op med forvaltningen om det videre forløb.

     

    Udarbejdet april 2024