Mad & måltidspolitik

    Vi har madordning, dvs. alle måltider i løbet af dagen tilbydes og serveres i institutionen.

    Vi laver ernæringsrigtig kost efter Sundhedsstyrelsens forskrifter, dvs måltider der er sunde, varierede og fiberrige, tilpasset barnets alder og baseret på årstidens friske råvarer. Se vores smiley og kontrolrapport på et opslag i institutionerne.

    Bestyrelsen har besluttet, at vi køber økologisk i det omfang, hvor prisen er den samme som andre varer. Samtidig har bestyrelsen besluttet, at vi køber dansk, hvor det kan lade sig gøre og begrænser sukkerforbruget.

    Vi skelner mellem hverdag og fest. Vi kan godt servere kage eller lignende ved specielle lejligheder.
    Ved fødselsdage opfordrer vi til et sundt måltid, og hvis der serveres lidt slik, er det til fødselsdagen. Børnene skal ikke have slik med tilbage i børnehaven.

    Som voksne er vi rollemodeller for børnene, når nye og forskellige madretter skal præsenteres. Vi har en positiv tilgang, som skal smitte af på børnene. Vi opfordrer derfor børnene til, at de skal smage på maden, og vi serverer en lille smagsprøve på barnets tallerken.

    Vi drikker vand til måltiderne – der drikkes af medbragt drikkedunk. Drikkedunken bliver fyldt op i løbet af dagen. Drikkedunken skal tages med hjem hver dag med henblik på at blive gjort ren.

    Vi er opmærksomme, hvis et barn ikke spiser i løbet af dagen og giver forældrene besked herom.